En ny sæson står for døren når man er triatlet. Det sender nogle tanker tilbage mod året der gik – Pia Englyst sætter et par ord på tanker og forventninger for 2018

Et par tanker fra året der gik og overvejelser frem mod sæsonen af X-Bionic ambassadør og prof triatlet Pia Englyst. Pia konverterede fra amatør til prof i 2017 for at teste, hvordan det er, at leve og træne når fokus primært er på sporten. Velvidende at der også er et liv ved siden af.

2017 blev et år med stor fokus på træning og det hele kulminerede til Ironman Copenhagen hvor træningen bar frugt. Jeg kørte ny PR på 9.38 og blev nummer 6 i pro-feltet. Det er en liga for sig og det var sindssygt fedt at prøve! Meget og struktureret træning betaler sig hvis man vil præstere godt, men det koster også på andre konti. Derfor har jeg besluttet at bruge noget tid på at ”mærke efter”. 2018 startede med en måned uden sædvanlig træning, men med en fantastisk rejse.

Fem uger med backpacking i New Zealand var lige hvad der skulle til for at få brudt min træningsrytme og det blev et stort skridt på vej hen i mod en mere balanceret hverdag med arbejde, familie, venner og træning. Mit fokus i år kommer til at være på netop denne balance og jeg kommer til at arbejde hårdt mentalt for at acceptere at formen ikke bliver lige så god som i 2017.  Jeg har ikke lagt nogen konkurrencer fast, men leger lidt med tanken om at løbe marathon i Frankfurt.

Pia Englyst er en eminent god løber. Vi følger Pia Englyst frem mod Frankfurt (efteråret 2018). Men indtil da er der en række mindre konkurrencer. Således blev det til en 2. plads i Frost Cup søndag den 4. marts på 5 km distancen.