Carol Rasmussen – Tri-atlet
Mit navn er Carol Rasmussen, jeg er folkeskolelærer, fitness instruktør, personlig træner, skribent og foredragsholder. Desuden er jeg Ambassadør for Xterra Danmark.
Jeg er X-BIONIC´s ældste og mindste ambassadør, men pas på skindet bedrager. Jeg er på toppen rent sportligt og har egentlig været det længe. En ægte Duracell kanin, der bare elsker at konkurrere, og mine mange års erfaringer gør at jeg nu for alvor kan høste medaljer til store internationale konkurrencer. Således har jeg vundet 3 VM titler i Cross Triatlon samt utallige andre fede titler, hvilket kan læses i mit sportslige CV. Det der gør mig til en vinder, er kendskabet til mine egne styrker, min stamina og min store kampgejst, men nok ikke mindst evnen til at tro på at tingene kan lykkes, selv når det ser aller sortest ud. I vinter perioden træner jeg mellem 8-12 timer om ugen og i sommerperioden er jeg oppe på 12-20timer om ugen. Desuden holder jeg lav profil en gang om året, typiske nov-dec. Men drosler også lidt ned typisk midt i juli til midt i august, alt efter hvornår de store stævner er overstået i forsommeren.
For 8-10 år siden havde jeg succes i kendte bjergcykelløb, som det franske alpeløb ”La Marmotte” og det belgiske ”Velomediane Claude Criquielion” . Sidenhen viste det sig, at min styrke i dansk MTB lå i samme type løb, nemlig de lange slidsomme krydret med mange højdemeter. Jeg har vundet 12timers løb 5 gange og 24timers løb to gange og blev i 2011 nr.2 i den danske MTB liga. Jeg synes MTB er verdens fedeste sport, fordi det er leg i naturen. Man tænker slet ikke over alle de gange man får pulsen op under træning. Man træner ballance og behændighed, og i modsætning til landevejscyklen bliver overkroppen virkelig bragt i spil.
I 2006 lavede jeg en bommert af rang, i et motionscykelløb kørte jeg i en soloulykke frontalt imod en mur med 50km/t. Resultatet blev to (heldigvis) ukomplicerede frakturer i brystryggen. Jeg læste om Tyler Hamilton, der efter to uger igen sad på cyklen. Jeg steg selv op på hometræneren med mit korset 10 dage efter. Jeg genoptrænede ryggen med svømning og valgte i 2007 at lægge cyklen lidt på hylden, for at deltage i en masse korte tristævner i DK. Det gik helt forrygende, nok mest fordi jeg var så stærk på cyklingen og dette ofte var de kvindelige triatleters svage punkt. Svømningen er dog min svageste disciplin. Jeg husker….???
”Carol, du laver en masse skum, men kommer ingen vegne”.
I mine unge dage blev jeg også mellem- og langdistanceløber. Men som så ofte, blev jeg vejet og fundet for let. Jeg har altid måttet kæmpe hårdt for at vinde anerkendelse. Når man så mig med mine sølle 149cm i højde, blev jeg hurtigt dømt ude. Men netop dette tror jeg har gjort mig til den fighter jeg er i dag. Selv dengang var crossløb min favoritdisciplin.
I 2011 gik jeg all in med triatlon. Jeg besluttede mig for at prøve på at kvalificere mig til VM i IM, jeg valgte Lanzarote IM som mit første stævne og kvalificerede mig til IM Kona. Jeg vandt også Xterra Germany og kvalificerede mig til the Hawaiian double, hvor man stiller op i Xterra Worlds to uger efter Kona. Vi var kun 6 personer der var så skøre. Jeg pådrog mig en voldsom muskelskade både før og under min IM og måtte gå 17km i mål, men formåede alligevel helt miakuløst at vinde Xterra Words på trods af at alle odds var imod mig. Jeg havde en skadet læg, en IM i kroppen og for at det ikke skulle være løgn, tillede jeg op uden at have fået ret meget søvn. Jeg overnattede jeg på en campingplads ved vandet. Aftenen før blev vi helt uden varsel sendt direkte op i bjergene pga. en tsunamivarsel. Jeg måtte sove på bagsiden af vores udlejningsbil og næste morgen hang mine nerver i så tynd en tråd, at jeg kom til at springe i de 3-4 meter høje bølger sammen med mændende. Jeg fik dog returneret til stranden, ligesom tøserne sprang i vandet. Her viste det sig, at jeg på trods af omstændighederne formåede at holde styr på nerverne og heldigvis ikke gav op med en sejr tilfølge.
Jeg har valgt at træne og stille op i det lækreste og mest funktionelle tøj på markedet, nemlig X-BIONIC. Den rigtige beklædning er utrolig vigtig for en atlet som mig, der bliver udsat for alt slags vejr. Da jeg blev Danmarks hurtigste kvinde i Cross Duatlon i starten af marts 2016, havde vi sølle 3 graders varme, med kraftig regn og masser af mudder. Jeg var glad for at jeg valgte at konkurrere i min Winter Spherewind jakke. Jeg ville normalt aldrig konkurrere i så kraftig en jakke af angst for at overophede og svede til på ryggen. Men tøjets eminente kropstemperatur-regulerende effekt, gjorde at jeg følte mig optimalt tilpas under hele stævnet. 3D Bionic Sphere effekten sørger for at sveden fjernes, således at kroppen afkøles i passende grad og åndbarheden gør at jakken samtidig ikke føles for varm.