Carol Ramussen – raceberetning fra Maui – Xterra World Championship 2016

Efter sigende var dette års Xterra stævne på Maui det hårdeste i 21 år. Sikke en kamp mod elementerne det blev. Høj søgang, kompakt ler blandet med elefantgræs, samt tropevarme var hvad vi måtte kæmpe med.

Hele tre dage før stævnestart nåede jeg at se de vildeste regnbuer i mit liv. Betagende smukt, men et drilskt tidspunkt. Regnbygerne var korte men intensive, og om lørdagen før stævnet kom de rullende ind over bjerget med en times intervaller. Jeg troede jeg vidste hvad der ventede os, nemlig en super glat cykel samt løberute, men sådan blev det ikke, bare ondt på en anden måde.

Del 1 Svømning

Vi havde mødt blide bølger dagene op til stævnet, men på raceday var der det man kalder for high surf, men det er jo det Hawaii er kendt for. Jeg har prøvet det før, men det var nok lidt skræmmende for mange knap så rutinerede triatleter. I 2012 var bølgerne i brændingen voldsomme, men i år var der høj søgang hele vejen ud til bøjerne og hjem igen, hvilket gjorde det noget sværere at orientere sig og holde kursen undervejs.

Svømningen – 1.5km med start på D.T. Flemming Beach ud i den smukke men frådende Kapalua Bay

Fejl nr. 1 -Svømmerne blev trukket langt over mod vest under svømningen, Jeg fik derfor placeret mig noget langt ude til højre på stranden. Desværre så langt, at jeg ved en fejl havnede over i revet. Da jeg skulle dykke ned under bølgerne. På vej ud af brændingen var jeg derfor ved at hamre kroppen ned i revet.

Jeg standsede op en gang, og kunne se de andre var godt på vej, jeg prøvede at finde rytmen men havde mistet distance i forhold til andre. Afsted igen, man svømmer som et M og laver det der kaldes en Australian exit, hvilket betyder at man må op på land for igen at begive sig ud i bølgen blå. På vejen ind gennem brændingen gælder det om at komme op at ride på bølgen. Gøre sig rank som et surfbræt, sætte hastighed og styrke op på bensparkene, bøje håndled opad og så ellers håbe på man bliver skudt afsted ind mod strandbreden.

Svømningen var lettere kaotisk i det frådende hav. Atleter der svømmede ind var ved at ramle sammen med de der svømmede ud, men jeg følte at jeg selv havde fået nogenlunde kontrol over situationen. Mange mistede deres briller i den hårde brænding, og jeg havde problemer med briller der ikke ville holde tæt, hvilket i sig selv var irriterende nok.

Del 2 Cyklingen – 32km med en MTB der i perioder havde blokkerede hjul.

Hurtigt op i skiftezonen, på med hjelm, briller, sko samt drikkerygsæk og så ellers ud over stepperne. De første 5 miles gik ganske fint. Kvinderne startede bagerst på svømningen, efter pro herrer, pro damer, de yngste, dernæst de midaldrende og til sidst de ældste mænd. Jeg måtte sædvanen tro overhale en masse ryttere undervejs, men det gik ganske fint. Det gik rimelig hurtig og ubesværet med at hente de forreste kvinder i min agegroup.

Her kom så min største aha! oplevelse. “Dette går jo ganske fint”, tænkte jeg. Ingen superglat rute som jeg troede, men kort skulle min optur blive. Nogle triatleter begyndte at få problemer med cykler der akkumulerede store mudderdepoter ved bagstag, forgaffel og omkring krank og stel. Terrænet begyndte for alvor at stige og lige pludselig stod vi nærmest alle stille.

Tyk ler blandet med elefantgræs, velegnet til at bygge lerklinede hytter i Afrika med, satte sig som gigantiske propper, man kunne nærmest ikke skubbe cyklen ud af stedet.

Alle stod hver 5 meter og prøvede på at fjerne klumperne, med meget lidt succes, for hurtigt kom der nye og satte sig på tværs. Det var det vildeste jeg nogen sinde havde prøvet.

Det blev en laaaang gåtur først op og så igen ned igennem den øverste del af cykelruten. Mange af de større ryttere havde cykler med bedre plads på de kritiske steder, nogle cykler var også mere heldigt konstruerede til dette forhindrende element. Disse cykler kunne køre langt længere uden at rytteren måtte stå af, til stor irritation for os andre. Havde jeg kendt til dette mareridt, havde jeg helt sikkert valgt at påmontere smallere mudderdæk. Men her stod jeg med min skønne BMC Teamelite DI2, som lige som så mange andre cykler havde sine udfordringer. Men mine gear virkede hele vejen, kæden faldt ikke af og bremseklodserne blev heldigvis ikke slidt ned, som det skete hos andre. Til tider bar jeg på min cykel, løftede op i bagenden, trak cyklen ude i elefantgræsset og løb med cyklen, når det endelig var muligt. Til andre tider skøjtede vi alle bare rundt, men jeg var glad for at jeg havde påmonteret mine cykelsko med store pigge jeg havde medbragt. Jeg havde fået indhentet min mand, som også havde sine kvaler og stod og bandede lidt over dette mareridt. Jeg fik lige sagt at situationen vist var ens for os alle, jeg sagde “see you”, og kort tid efter ændrede føret sig.

Da det lykkedes for mig at køre igen, fik den en over nakken. Jeg hamrede cyklen ned af de lange bumpede nedkørsler og prøvede at hente noget af den tabte tid. Det nederste trailstykke var tørret op og man kunne give den max gas i svingene. Jeg prøvede at komme forbi knap så vovede ryttere og gav den alt hvad jeg kunne på vej tilbage mod T2. Når jeg efterfølgende ser på protider kontra agegrouptider, kan jeg konstantere, at proerne har kørt et noget mere farbart terræn end os agegroupere, men sådan er det bare.

Fejl nr. 2: I T2 kunne jeg lige pludselig ikke finde min plads. Ikke så smart, tænkte jeg var lidt omtumlet og følte mig dum, især fordi jeg

“altid prædiker at man skal have et farvestrålende håndklæde, taske eller noget andet lignende, så man kan orientere sig efter sin plads.”

Mit var gråt denne gang. Jeg fik taget mine Hoka Mafate, visir og løbebælte på. Brugte ikke tid på sokker, men huskede min Salomon sutteflaske med afbruset cola.

Del 3 – Løbet

Løbet 10,5km. Først 4,5 km lukt op i himlen, så 4,5km ned igen, til sidst hjem over strand og græs

Jeg vidste ikke om jeg var forrest, men satsede på det. Jeg havde ikke turdet løbe den sidste måned pga. en løbeskade, men det gik nogenlunde nu. Jeg havde en til tider let humpende stil, men det gik ganske fint med at holde sig løbende på den stejlt stigende rute op gennem regnskov og gammel plantage. Mine Hoka Mafate havde et fantastisk grip i underlaget.

Det var det varmeste tidspunkt på dagen, men vi havde fået instrukser om, at vi kun måtte modtage et krus vand undervej i hvert depot. Depoterne lå med 1 1/2km mellemrum. Jeg tog en lille sluk og hældte resten i håret, den øvrige væske fik jeg fra varm cola i sutteflasken. Energien var rigtig god for mig. Jeg havde været ude en time længere end jeg plejer og havde helt klart drukket i underkanten af hvad jeg burde, så jeg prøvede at hente noget af det tabte ved at tage små slurke under løbet.

De sidste 5 1/2km gik det stejl ned af igen, med undtagelse af en giftig opstigning kort før mål. Jeg satte farten op og tænkte at nu blev det sjovt. Dog mærkede jeg et sidestik, som hindrede mig i at løbe lige så stærk som ønsket, nok pga. alt den væske jeg havde indtaget. Heldigvis slap jeg af med smerten efter ca. en km. Til gengæld vrikkede jeg om på foden, næsten samme sted som sidste år, men der sker heldigvis heller ikke noget med foden denne gang. Da der er ca. 4 km igen, ville jeg have lidt gel indenbords, den sad på mit nummerbælte. Jeg følte mig efterhånden godt træt, prøvede at få hul på gelen, men det lykkedes ikke rigtigt. Jeg koncentrerede mig lidt for meget på at bide den åben og så skete det, der ikke måtte ske.

Min fod fik fat i en rod, jeg fløj i værste superwoman stil direkte ud i luften hamrede læbe, skulder, lår og hofte i jorden………

Rejste mig op, hulkede let og satte så farten op igen. Jeg var tæt på stranden og opløbet til mål. Jeg spejdede bagud efter konkurrenter, men så heldigvis ingen i nærheden. Jeg løb i mål med Dannebrog i hænderne og blev opråbt som vinder af min agegroup.

At jeg i øjeblikket må være verdens bedste i cross tri fra D45 og op efter, er en super rar følelse at tage med hjem.